Spejderlejren september 1985
Denne tekst / artikel havde jeg for 5 år siden aldrig forestillet mig jeg ville komme til at skrive, men nu har jeg fået mod på at komme med min udgave af spejderlejrhistorien, hvis utallige udgaver har brændemærket mig i mange år og givet mig en del ridser i lakken og ar på sjælen. 

Men her er den kære læser! Læs den hvis du har mod på det og blandt andet risikerer at få flyttet dit synspunkt på andre mennesker uanset hvor angstprovokerende dette måtte være.


Lad mig begynde med at slå fast at jeg naturligvis ikke bærer nag eller ønsker hævn på nogen måde over dem som mobbede mig eller gjorde helvede hedt for mig mens jeg var på Herlufsholm i 84-92. Dette strider stik imod mine fundamentale værdier, idet jeg synes vi som mennesker bør blive langt bedre til at bære over med hinanden og hjælpe hinanden istedet for at bekriges og slås og slå igen. Dette gælder også for min tidligere kammerat Henrik Hinding, hvorom jeg først for nylig blev alvorligt klar over at han igennem næsten al den tid vi har kendt hinanden, på det groveste og mest skammeligere har udnyttet min godtroenhed og udnyttet mig i alt for mange henseender. Heldigvis har jeg fundet ud af det nu og forsøger at komme videre i livet uden at ville slå Hinding oven i hovedet, som han retteligt nok har fortjent. Men jeg er sikker på at han nok skal få sin straf for alt det han har ødelagt for både mig og andre, om Gud vil som man siger.

Jeg vil også sige at jeg trods meget modvind på Herlufsholm og i livet generelt, har klaret det godt efter omstændighederne som jeg plejer at sige. Jeg har fået verden bedste og mest søde børn, Nanna Flora 8 år og Mathias Frej 10 år, som er de bedste børn i hele verden. Og nej jeg er ikke homoseksuel, hvilket der forsåvidt ikke er noget galt i at være, og jeg har heller ingen andre perverterede sex-lyster, så er det slået fast bare for en god ordensskyld.

Når jeg får lyst til at komme frem med min udgave af historien på nuværende tidspunkt, så er der flere årsager til dette. Dels er det en form for katarsis, hvor jeg ønsker at komme fri af de historier der har klæbet til mig ifm. spejderlejren fra 7. Klasse. Dels er det fordi jeg har mod på at stå frem med den rigtige historie, fordi de urigtige udgaver virkeligt har trukket søm ud, og lave nogle gevaldige huller og ridser i lakken og gjort meget ondt på mig. Endeligt er det også et forsøg på at råbe nogle af dem op som synes det er i orden at behandle andre mennesker med disrespekt, komme med små dumsmarte og perfide bemærkninger, eller på anden måde lige klemme en lad / perfid bemærkning ud mellem sidebenene og såre et andet menneske. Lad være med dette men prøv istedet for at forstå og hjælpe det andet menneske i stedet for at kigge væk, accepterer mobberi eller selv chikanere bare fordi man kan eller har lyst til det.

Prøv i stedet at sætte dig ind i det andet menneskes situation og forestil dig hvordan du selv ville have det hvis du var eller skulle igennem denne oplevelse.

For denne artikel handler også i høj grad om etik og moral, og hvad man vil byde sine medmennesker og hvor langt ud man vil forsøge at drive andre mennesker bare fordi man kan. I en beskeden sammenligning kunne man sige at fordi man har muligheden for at lave en Mohammed-tegning i ytringsfrihedens navn, så er det ikke ensbetydende med at man også skal gøre det. Hvilket også illustreres ved at fordi man kan sige noget respektløst om sin kone er det ikke ensbetydende med at man skal gøre det, fordi der er en masse følelser og andre faktorer involveret, og man kan komme hulens halt afsted hvis man jokker i spinaten.

Men ja, jeg har være mobbet gudsjammerligt i min tid på Herlufsholm og episoden i spejderlejren i 7. klasse, har brændemærket mig for livet, hvilket også er årsagen til at jeg først nu forsøger at komme til orde, hvor jeg har fået en ny mulighed, en større belast i livet og et større fundament. Trods en hård tid på skolen, så har jeg formået at komme relativt godt igennem livets udfordringer og ud over at være den lykkeligste far til verdens allerbedste børn, så har jeg opnået ganske gode resultater.

Ingen levnedsbeskrivelse
Efter Herlufsholm drog jeg til Ringkøbing hvor det meste af min familie bor, tog et-årig Højere Handelseksamen og rejste derefter til Tyskland ifm. en uafsluttet akademøkonomuddannelse på Silkeborg Handelsskole. Konceptet var et år i udlandet og et år på skole i Silkeborg. Men filmen knækkede undervejs i Tyskland, og jeg drog hjem med uforrettet sag efter 9 måneder i det sydlige. Syv års mobberi brød igennem og sammen med en røvdårlig attitude, kostede det et længerevarende arbejdspause men undervejs fik jeg dog erhvervet mig en uddannelse som kontorassistent, som sluttede 30. September 1997 med et tre måneders vikariat efterfølgende.  Denne uddannelse medførte både job i STA og lærernes A-kasse og det var til stor glæde da jeg undervejs både stødte på lærere og tidligere skolekammerater i mit virke som sagsbehandler i lærernes A-kasse.

Nuvel denne artikel skal ikke være min levnedsbeskrivelse men jeg havde job frem til 2007, hvor jeg begyndte min nye uddannelse året efter på Biblioteksskolen, som nu er en del af Københavns Universitet. Hvad angår venner har jeg altid haft nogle gode venner, på nær hvis man ser bort fra Henrik Hinding, som i den grad har gjort livet surt for mig, men det er det forhåbenligt slut med nu.

For at vende blikket mod den formøse spejderlejr i 7. klasse som der er så mange som smågriner når jeg nævner det, så hold fast kære læser, nu kommer den rigtige og sandfærdige historie om det brændejern der har mærket mig i så lang tid.
Det var året efter jeg kom til Herlufsholm i 6. klasse, september '85, jeg var kun 13 år gammel og groggy ærligt talt efter en del turbulens i min opvækst, der resulterede i jeg blev sendt til Herlufsholm fordi min mor ikke kunne tage ordentligt vare på mig. Ligesom en del andre omsorgssvigtede børn kom jeg på Herlufsholm for at få nogle trygge, stabile og strukturerede rammer. Jeg var bare ikke udstyret med et dankort og devisen om at holde mig væk hjemmefra.

En lørdag i september '85 havde seks af mine klassekammerater planlagt en spejdelejrtur, hvilket var ensbetydende med druktur for at sige det på godt gammeldags dansk. Jeg fik lov til at tage med, hvilket jeg sandeligt har fortrudt lige siden. Lørdag eftermiddag gik vi alle op på 'tanken' - den nærliggende Hydro-texaco benzinstation og købte forråd til aftenens druktur. 

For 18 kroner købte jeg mit livs værste mararidt, en flaske uransagelig hvidvin, som skulle være min brandert samme aften, hvilket den sandelig også blev. I løbet af aftenen fik jeg hældt vinen indenbords og stinkende beruset gav jeg mig på et tidspunkt ind i det telt hvor vi skulle overnatte, hvor noge af de andre drenge lå og ornanerede fælles, hvilket jeg også blev en del af. Et kort øjeblik lå vi og ornanerede sammen og et endnu kortere øjeblik havde jeg og en anden dreng lagt os omvendt på hinanden og havde vores små drengetissemænd i munden, uden nogen form for seksuel nydelse. 13 år gammel og stinkende stiv af sprut med en promille på måske mellem 2-3 og kortere tid end et enkelt vindpust. 

Det var det som skete. Nix weiter. Ingen bunkepul, ingen kødannelser, ingen udveksling af penge eller andet for den sagsskyld. Det var det som i den grad har forpestet mit liv på Herlufsholm og efterfølgende. Og det er ifølge psykologer ganske almindeligt at drenge især i kostskole eller lignende miljøer har nogle første seksuelle erfaringer sammen, hvilket jeg jo ikke vil betegne spejderlejren i 7. klasse, en kold septemeraften i skovene omkring Herlufsholm i 1985. Det var snarere et brændemærket af de store for livet........

Min pointe med denne historie er ikke at give nogle dårlig samvittighed, for det ved jeg at der er nogle som har. Dem fx. som burde have grebet ind, som ikke gjorde det, dem som mobbede enten fordi de fulgte med de andre lemminge, var berøringsangste eller for de selv var homoseksuelle og ikke turde springe ud, hvilket jeg ikke er og derfor ikke gjorde. Eller alle dem som synes det var urimeligt men ikke valgte at stoppe mobberiet fordi de så selv undgik at blive mobbet pga. fx. en skæv næse eller hvad ved jeg. Min pointe med denne artikel er at man selvfølgelig skal tilgive hinanden og blive bedre til at behandle hinanden med ordentlighed, værdighed og respekt. Fordi det er uværdigt at mobbe, chikanere og komme med dumsmarte perfide bemærkninger, der kun har det eneste formål at såre andre mennesker. 

Og I kan nå det endnu,altså at lade være med at udsætte andre mennesker for dette, og tro mig, I får det bedre af det. Hvis I gør som jeg altid har sagt til mine børn, så skal man tie stille hvis ikke man kan sige noget godt eller positivt om andre mennesker; for alt slesk taler er unyttigt og destruktivt.